Fisk der groover til Bach
På vej hen til opvarmningen før gymnasiefesten, fumler jeg rundt i Google Maps og prøver at finde vej i det ukendte og mørke. Jeg går og langsomt begynder jeg at ane en tung bass. Det var den rigtig vej, og inde i min vens hus opdager jeg hans lille hvide hund. Lidt overrasket af et dyr til en fest med høj musik, kæler jeg lidt med ham. Så går jeg videre og tænker ikke meget mere over sagen. Hunden er trods alt ligeglad med musikken, ikke?
Nogle guldfisk i Japan trodser denne accepteret ”almen viden” om dyr og musik. På Keio Universitet i Tokyo udførtes der et forsøg, hvor nogle guldfisk skulle lære at genkende en bestemt sang. Fiskene lærte at bide en rød perle, når Bachs Fuga i D-moll sattes på, og blev belønnede med mad. Efter 100 træningslektioner blev deres hukommelse testet. Det viste sig, at 75% af gangene bed fiskene i den røde perle når Fugaen blev sat på. Det samme forsøg udførtes på 4 andre fisk med Stravinskys Rite of Spring med lignende resultater. Af dette kan der konkluderes, at dyr i hvert fald ikke er tonedøve. Men musikken i dette forsøg opfattedes ikke af fiskene som musik, men hellere et auditive signal for mad. Kan dyr så godt nyde musik?
Forskning kan endnu ikke fastlægge om dyr ligefrem kan lide musik på samme kompleks måde som vi gør. Men de kan i hvert fald finde en sammenhæng mellem nogle musikgenrer og et dyrs resulterende humør. Professor Charles Snowdon fra Wisconsin-Madison Universitet udøvede adskillige forsøg på katte og tamarinaber. Konklusionen af forsøgene var, at dyr kun relaterer til musik, hvis lydfrekvenser ligner deres vokal rækkevidde, og som har nogenlunde så mange beats per minut som deres puls.
Tamarinaberne viste sig at blive betydeligt påvirkede af deres artsspecifik musik. Sange med stemmer fra aber løbetid og glade aber fik forsøgsaberne til at slappe af og være mindre aktiv. Snowdon optog også nogle sange med vokaler fra aggressive og nervøse aber, hvor forsøgsaberne abede efter angsten og aggressiviteten i sangen. Sange baseret på trusselsskrig gjorde tamarinaberne mere aktive, hvorefter de konsekvent samledes i klynger. Forsøgene viser abernes interesse i at høre sin egen arts vokaler. Da aberne udsattes for menneskelig musik med faretruende træk ifølge os, blev de faktisk mere afslappet, hvilket påviser Snowdons teori om artspecificitet.
Et andet forsøg der beviser denne artsspecificitet er Akiyama K. og Sutoo D. E.’s undersøgelse ”Effect of different frequencies of music on blood pressure regulation in spontaneously hypertensive rats.” (2011) De fandt, at Mozart reducerede blodtryk i rotter med hypertension. Mozartstykkerne blev modificeret til højere frekvenser tilpassende rotternes optimale hørelse. Rotternes hypertension skyldtes for meget calcium i blodårene. Deres krop udløste dopamin, da de lyttede til Mozart, og den dopaminsyntese var calcium-afhængig. På den måde forbrugte de deres egen calcium ved at være glad.
Nogle menneskelig musikgenrer påvirker også dyr.
Hunde beroliges af klassisk musik og sover bedre med det. De lidt større hunde har også nogenlunde samme puls som mennesker, og kræver dermed ikke yderligere artsspecificitet. Til gengæld bliver de aggressive, hvis de hører heavy metal, og gøer meget mere.
Planter gavner åbenbart også af musik. Men de mærker lydvibrationer, så på den måde ”hører” de ikke musik. Protoplasme, det gennemsigtige biologiske stof i alle dyre- og planteceller, er i konstant bevægelse. Lydvibrationerne påvirker bevægelsen af protoplasmen og får det til at accelerere. Denne stimulation kunne forbedre cellens performance, idet cellen fremstiller næringsstoffer hurtigere. Resultatet er en stærkere plante som gror hurtigere.
Med dette i baghovedet, kan man se på hvorfor planter og dyr ”foretrækker” forskellige typer musik. Musikgenrer gør brug af forskellige instrumenter og stiler, hvilket gør, at de har forskellige lydbølge frekvenser og dermed vibrationer. Rockmusik laver tit voldsomme lydbølger og stor tryg med skadelige virkninger på planter. Man kan sammenligne dette fænomen med virkningerne af en stormende blæst versus en svag brise på en plante.
Faktisk skal man ikke kigge på genre men på humør, da for eksempel klassisk musik kan være meget blødt eller meget dramatisk. Det er volumen og frekvensen, der er afgørende, og musik med samme følelse minder tit om hinanden på disse aspekter. Som regel gavner mildt musik planter og dyr mere end voldsomme musikgenrer. Dette vurderes nemmere ud fra atmosfæren og humøret af sangen end genren.
Det interessante ved musik er, at det ikke har iboende værdi med hensyn til evolution. Mad og sex er nyttige processer som belønner kroppen med dopaminer, hvilket øger tilskyndelsen til dem. Musik kan i sig selv ikke redde os fra en rasende løve, men belønner os med dopaminer alligevel. Man kan argumentere for, at kroppen belønner kommunikationen, der ligger i musik.
Dyr, der kommunikerer gennem lyd, har med evolution lært at genkende mønstre i tone og timing, brugt som hurtige måder at formidle sine advarsler og humør på. Men indtil videre adskiller mennesker sig stadig fra dyr, idet mennesker godt kan nyde en sang med negative følelser såsom sorg, vrede eller ensomhed.