Hardwired… To Self-Destruct

Efter otte års pause kommer heavy metal mastodonten Metallica igen med et nyt album. Der har været mange spekulationer angående hvilken retning Metallica ville gå. Det står nu klokkeklart hvor de vil hen - tilbage til de gamle rødder. Dog føles det ikke bare som en kopi. Selvom sange som ’’Murder One’’, ’’Halo Of Fire’’ og ’’Dream No More’’ har ligheder med sange fra albummet ’’The Black Album/Metallica’’ er der stadig et moderne twist. Moderne produktions metoder giver især trommerne og vokalerne en mere poleret lyd. Dette virker både godt og skidt. I titelnummeret Hardwired, er de polerede vokaler fjernet, hvilke tager lidt at nummerets råhed væk, og det bliver lidt livløst. Det virker som om, at de har mistet evnen til at lave overbevisende uptempo numre. Alle tre uptempo numre ’’Hardwired’’, ’’Moth Into Flame’’ og ’’Spit Out The Bone’’ ender med at virke som en uendelig strøm af trommer på højtryk. I modsætning til de tre forrige nævnte numre, har nogle af de andre numre solide variationer der overrasker. Som eksempel på dette, kan sange som ’’Atlas, Rise’’, ’’Now that we’re dead’’, ’’Dream no more’’ og ’’Halo of fire’’ nævnes. De har massere af variation. Det lader til, at når tempoet falder, har Metallica mere overskud til at gøre sangene interessante og varierede, med harmoniserede guitarer, tempo skift, dynamisk opbygning mm. De resterende sange på det 77 minutter lange album er lige til, uden noget ekstraordinært ved dem. Samlet set, får vi et album hvis sange godt kan blive lidt for repetive. Metallica viser dog, at de har fundet deres gamle lyd frem igen, og taget den i en ny retning.

#MusikAnmeldelse #Kultur