Ingen tags endnu.
Luk mig ind – det er Blachman
I programserien ”Luk mig ind – det er Blachman”, er Blachman blevet sat til opgave om at bidrage til at bekæmpe ensomheden.
For Thomas Blachman, har incitamentet til at skabe et styrket fællesskab draget ham ud i opgaven, om at udvikle et eventuelt løsningsforslag til ensomheden i dagens Danmark. Thomas Blachman vil forvandle kvarterer, med en yderst ringe interaktion mellem de individer som bor dør om dør med hinanden, til et kvarter med en høj interaktion mel- lem de bosatte individer, og derved styrke fællesskabet, hvilket på længere sigt vil forvandle nationen Danmark til et endnu bedre sted. Om man vil det eller ej, så er det tid til at tage hånd om dette endda verdensomspændende problem; ”Ensomheden”.
I programmet besøger Blachman en masse vilkårlige regioner, i håbet om at finde individer med tilsvarende incitament til, at styrke fællesskabet i de enkelte boligområder. Dette kommer til udtryk når vi som seere bliver taget til et villakvarter i Stevns, hvor alle de deltagende personer er yderst opbakkende om ideen og kaster sig ud som testpersoner i Blachmans forsøg. Her bliver de præsen-teret for ideerne som skal få gang i fællesskabet på villavejen i Stevns, specielt mellem dem som bor dør om dør med hinanden. Ideer såsom fællesspisning, en app, skal bl.a. sørge for at ingen taber til ensomheden, og forbliver isoleret i hjemmet uden nogle interaktion på daglig basis.
En dårlig udvikling
Hvis vi vil bekæmpe ensomhed må vi kigge på alle de uvaner der leder til problemet såsom; tilbageholdenhed, generthed, mangel på menneskelige hensyn, her er dette program startskuddet til kampen. Alle disse uvaner er i gang med at forme, den nuværende form for et ideelt individ. Spørg f.eks. dine bedsteforældre, og se om de har observeret den progressive stigende ensomhed, som sagt bevæger vi os i en dårlig retning, hvilket kommer til udtryk flere gange bl.a. da Blachman siger følgende i programmet ”Det her er vores tids ensomhedsspiral”, hvis vi har tiden på x aksen, og på y aksen har ensomheden så er det nu vi befinder os i spiralen som foreløbigt er voksende.
Et nabonetværk
Yderst opmærksomhedsvækkende app, bringer os sammen, og får løsrevet de som enheden for alvor omslutter, om så det er unge mennesker eller ældre. Blachman mener også, at et af de største paradokser på nuværende tidspunkt er, at vi aldrig nogensinde har været tættere på hinanden men alligevel aldrig længere væk fra hinanden, hvilket blot viser hvor slemt problemet viser sig at være. Dette paradoks har hjulpet Blachman med at udvikle en app, som vil skabe en struktur som vil gøre det lettere at interagere med sine naboer. Dette betyder at der i appen vil være en simpel grafisk brugerflade, som indeholder en oversigt over din vej samt dets indbyggere. Dette vil give de enkelte et indblik i vejens beboeres interesser samt uddannelse mv, hvilket vil skabe et vis incitament til at skabe et styrket fællesskab. Der bliver i programmet bl.a. også nævnt at det er muligt at chatte samlet med hele området, og vi ser i programmet at Grethe skriver, om et par lømler vil tjene en lille skilling, og Elda spørger hvem der vil dele aviser med hende. Som programmet skrider frem ser vi at individer, som aldrig før har vidst hvem de boede dør til dør med, nu kender og de har endda fundet flere som de deler interesser med, hvilket har skabt nye venskaber i kvarteret og bragt flere ud af ensomhedens greb.
Du er en central del af problemet samt dets løsning.
Hvad gør du hvis du møder en af de naboer? Størstedelen havde svaret, ja, vi hilser kort samt pænt på hinanden, og derefter vender vi ryggen til hinanden, som havde vi absolut ingen grund til at interagere med hinanden. Som sagt har denne dårlige udvikling gjort problemet værre med tiden, da vores bedsteforældre var yngre, så hjalp man hinanden, om så det drejede sig om lidt ekstra smør til madlavningen, pasning af dyr mv. Dette kommer til udtryk da vi får en beskrivelse fra Elda, og Grethe om hvordan de opfatter dagens Danmark contra da de var yngre.
Nu kan vi knapt nok have en dialog med kassedamen i det lokale indkøbscenter, er det for meget eller hvad, og kan vi overhovedet selv se problemet? Det kan vi i hvert fald efter at have set programserie, ”Luk mig ind – Det Blachman. ”, problemet kommer bl.a. til udtryk da Blachman tager til København, og tager en snak med en studerende, som har valgt at fratage sig alt hvad der hedder venskaber med andre individer, for i stedet at have en masse dyr. Hun mente simpelthen hun hellere ville være blandt dyr, da de altid er trofaste. Det er her vi kan nævne den dårlige ud- vikling, specielt det punkt som hedder, mangel på menneskelige hensyn, da vi netop bliver mere og mere indelukkede i os selv som tiden forløber.